Offerrolle: finder du dig i alt for meget?

De fleste af os er velopdragne, gode samfundsborgere. Det er der umiddelbart ikke noget i vejen med – men hvis du med “velopdragenhed” også er blevet indlært, at:

  • Du skal ikke stikke ud eller være for anderledes.
  • Hvis det går dig godt, behøver du ikke blære dig med det og “provokere” andre, der er knap så heldige.
  • Hvis det går dig knapt så godt, så skal du ikke råbe for højt med det, men lide i pæn tavshed og skamme dig i stilhed.
  • Dine behov er sekundære. Det vigtige er om andre er tilfredse med dig.
  • At sige “nej” til din arbejdsgiver og andre udenfor den nære familie er egoistisk og pinligt.
  • At bære problemerne med hjem og læsse ud over den nære familie er naturligt og helt i orden.
  • At være ligeglad med hvad andre tænker er oprørsk, uønsket og risikabelt.
  • Det er det bedste, hvis du taler, tænker og ser ud på en måde, der ikke vækker opsigt eller støder andre.
  • Du må regne med at livet har en stor mængde ufrihed og ubehag. Det er en acceptabel pris du må betale for at blive accepteret (lige som “alle os andre”).
Hvis du på denne – og sikkert mange andre – måder er blevet opdraget til at holde dig tilbage, kun være delvis synlig og filtrere i den du er for at føle dig bare nogenlunde okay, ja, så er der helt naturligt rigtigt meget, som du pr. automatik finder dig i.

Selvværd er en primær følelse, som vi alle er født med. Men den formes tidligt ud fra de direkte og indirekte stimuli vi modtager – typisk fra forældre og andre primære omsorgsgivere. De gør det så godt de kan – som de har lært at være til her i verden. Og hovedparten af vores socialisering sker imellem linjerne og på baggrund af alt det, vi som helt små selv tildeler af betydning til vores oplevelser.

Når vores forældre forsøger at gøre os til “velopdragne børn”, så er det sjældent for at skade os og hyppigt for at skåne os for alt for mange nederlag og forskrækkelser. At resultatet alt for ofte bliver en gentagelse af deres (og deres forældres og bedsteforældres) negative antagelser om dem selv og livet er en blind vinkel for de fleste. Især er det en blind vinkel, at vi som mennesker ikke blot har behov for at overleve. Men at vi lige såvel har behov for en vis mængde livskvalitet, herunder tryghed og følelsen af at være god nok, for at trives.

Hvis du altid oplever at være ufri, ude af stand til at sætte grænser og sætte dig selv først – så er der stor risiko for at ende i offerrollen.
Når du altid “finder dig i for meget” vil det være naturligt, at du føler dig mindreværd, magtesløs og prisgivet andres behov og beslutninger.

“De bestemmer. Du følger ufrit med.”
Som følge heraf skabes også en del vrede.
Og som med de andre følelser og behov du holder tilbage – ja, så ophobes også vreden inde i dig.

I nogen familier er det forbudt at vise vrede udenfor familien. Måske også i hjemmet. Men overfor de nærmeste, ja, der er det måske svært altid at containe den.

Så selvom du måske selv oplever dig som lille, magtesløs, jaget og ufri – så kan det godt være, at dine nærmeste oplever dig helt, helt anderledes. Og hvis der er meget ophobet vrede, så kan det godt være, at den til sidst også siver ud mellem ribbenene hos dig, når du er udenfor hjemmet.

Enhver hustyran er i offerrollen.
Den partner som du mistænker for at have narcissistisk personlighedstræk er helt sikkert også i offerrollen.
Den forælder, der eksploderer i raseri er i offerrollen.
Enhver person i offerrollen er også en forulemper. Men de er typisk blinde for det og ser i stedet sig selv som jagede ofre.
(nb: at være i offerrollen er ikke nødvendigvis det samme som at være offer – og det er 2 ret forskellige ting).

Når det er de andre, så kan vi se det så let.
Men det er meget sundt ind imellem at lave et realitetscheck på sig selv.
Den usynlige pris for at “finde dig i for meget”, holde dig tilbage og “være pæn” kan nemlig være, at du plumser ned i offerrollen… og ender som blind forulemper.

Her er en lille checkliste, som du kan provokere dig selv lidt med:

  • Får jeg altid sagt tingene der, hvor de hører til? Eller læsser jeg dem direkte/indirekte af på andre?
  • Tager jeg fuldt ud ansvar for mig selv og mine behov? Eller forventer jeg at andre gør det og bliver skuffet, forurettet og vred, hvis det ikke sker?
  • Er jeg passiv/aggressiv – siger f. eks. “Nu kunne jeg jo godt være blevet vred, men sådan en er jeg jo ikke. Selvom det du gjorde er forkasteligt”.
  • Kan jeg give slip og tilgive? Eller holder jeg regnskab og bærer nag?
  • Er jeg fair i mit sprog og humør? Eller må andre bare finde sig i, at “jeg også kan have dårlige dage?”
  • Er jeg ægte rummelig og tolerant? Eller er jeg hurtig til at dømme andre og tildele dem en masse motiver uden at have talt med dem?
  • Formår jeg at have tillid til andre? Eller er jeg altid skeptisk, mistroisk og ser jeg ned på” naive mennesker”?
  • Når jeg nogen gange til et punkt, hvor mit bæger flyder over og hvor jeg bare eksploderer og/eller dykker ned i kulkælderen?
  • Flytter jeg mig væk fra de personer/relationer/situationer, som ikke fungerer for mig? Eller bruger jeg masser af analyse og samtale på at lave om på andre og bestemme, hvordan jeg synes det skal være?
Hvis du finder dig i for meget, så ender du næsten automatisk et sted, hvor det ikke kun går ud over dig selv, men også andre.

Du er dit ansvar.

Du behøver, du bør og du skal ikke finde dig i for meget… eller for den sags skyld i noget.
Det betyder ikke, at du altid kan få ret.

Men det betyder, at du altid kan få fred.

For ufreden, den kommer når du ikke får omsat dine følelser til handling det rette sted og tid.

Hvis du finder dig i for meget, så er første sted at starte i dig selv. Du skal ikke finde dig i at blive ført rundt i dit liv af gamle negative mønstre, som fortæller dig, at du ikke kan og ikke må være dig.

Det første og måske største sted du skal gøre op med – det er inde i dig selv.