Hvis det i har talt om og aftalt tusinde gange før endnu ikke er sket – hvor stor er sandsynligheden så for, at det sker nu?

I morgen? I næste uge?

Når et mønster bliver kviksand, som du bare synker dybere og dybere ned i hver gang du forsøger at komme op – så er det med stor sandsynlighed fordi mønstret tilhører dig.

Men fordi det kan være svært helt at se sig selv – og endnu sværere at ændre sig selv – så projicerer vi ofte mønstret ud i vores forhold og ud på andre. Og så “projekter” vi på vores mand, vores familie, vores kolleger, venner og omgivelser og forsøger at få dem til at lave sig om. Så det kan gøre mindre ondt inde i os.

Hvis du har oplevelsen af hele tiden “at skulle give chancer” så er det et advarselssignal om, at dine mønstre ikke fungerer.

“At give en chance” lyder så smukt og uselvisk. Men det kan dække over dit behov for at andre laver sig om, så du undgår at arbejde med dig selv. Dit behov for at “fejlen” ligger udenfor dig selv, så du ikke skal tage stilling til ubehagelige følelser inde i dig selv. Så du ikke skal tage ansvar.

Og nej. Du skal ikke finde dig i alt eller noget. Men du skal respektere dig selv så meget, at du kan lade andre være dem, som de er. På godt og ondt.

Når du gør det, så kommer opgaven tilbage til dig. Den du egentligt behøver at give en chance, det er nemlig dig selv. Der er kun en måde at komme ud af kviksandet på – og det er, at du finder ud af hvordan du fungerer.

At andre svigter dig, overskrider dine grænser, misforstår dig og skuffer dig betyder nemlig ikke pr. automatik, at de er forkert på den. De er måske bare forskellige fra dig og ser verden på en anden måde end dig.

Du er fri til at vælge, hvad du vil gøre når det sker – og når du beholder ansvaret for dine følelser hos dig, så tager du også din frihed tilbage til dig selv.

Stop med at give chancer og begynd at finde ud af dig selv.