“JEG HAR DET FINT!”

Jeg bliver nødt til at ligge mig fladt ned og indrømme, at jeg selv er med på holdet her.

Det kan være fordi jeg har en dag, hvor jeg bare helst vil holde det, der trykker mig, for mig selv. Eller fordi personen, som spørger mig oprigtigt talt heller ikke virker specielt interesseret i et ærligt svar.

Og så bliver svaret “jeg har det fint” eller måske endda “Jamen, det går da godt” lige det første, der kommer ud af munden.

Og lige i disse situationer, hvor svaret er en bevidst valgt respons – der synes jeg faktisk, at det er helt fint.

Vi behøver ikke altid at udlevere os selv og vi behøver heller ikke altid åbne for de allerstørste sluser. Hver ting til din tid😉

Men. Hvis vi skal være helt ærlige her – sådan ind til benet ærlige – så er det langt fra altid, at vi har det så skide godt. Livet kan mærkes og kan være både trist, uretfærdigt, kedeligt, smertefuldt og angstfremkaldende.
Alt andet end “fint”!.

Hvor “Jeg har det fint” sætningen på den ene side kan være en okay del af et større og bevidst valgt repertoire i din udadgående kommunikation, så vil det kunne være KATASTROFALT, hvis det bliver en del af din egen-kommunikation.

Når
“Jeg har det fint”
“Det vænner jeg mig nok til”
“Sådan er det jo bare nok”
“Jamen, det kan jo ikke være anderledes”
“Jeg har det godt nok”

bliver internaliseret og integreret i dit overbevisningssystem – så er det på tide at ruske op i dig selv!

Det er nemlig tegn på, at du er ved at stivne i din situation og pr. automatik accepterer smerten og ubehaget.

Måske fordi du i en periode ikke har fundet en løsning på det, som du mærker; måske fordi du slet ikke forstår det, du mærker og ikke ved, hvad du skal gøre.
Når du igennem længere tid går rundt med et udækket behov, et uløst problem og dit system mere eller mindre konstant sender signaler til dig (Indre uro, pessimistiske tanker, negative følelser) om at der er noget i klemme inde i dig – UDEN du finder en løsning på det, så risikerer du at ende i:

  • Resignation (handling nytter intet, alle forsøg har fejlet)
  • Depression (jeg orker ikke mere, jeg trækker mig tilbage og forsøger at hvile)
  • Dissociation (jeg kan ikke længere mærke mig selv og andre)
  • Opgivenhed og håbløshed (det kommer aldrig til at nytte noget)
Når du gennem gentagelse kobler sådan en tilstand med “Jeg har det fint” inde i dig, kan du ende ud med at ACCEPTERE og INTEGRERE din smertefulde tilstand som NORMEN og det ALMINDELIGE.

Nu ved jeg udemærket godt, at både du selv og mange andre omkring dig kan mene, at man til enhver tid har brug for erkendelse og accept af sin situation. At det er første skridt til at kunne gøre noget ved den.

Men hvor mange kommer egentligt videre derfra? Hvor mange ender med at blive siddende på dette “jeg har det fint=elendigt=normalt-stadie”?
Uha. Mange. Rigtigt mange.
Og det er der faktisk en helt logisk forklaring på.
Dit system er nemlig energi besparende. Forandring koster.
Velkendt bliver normalt.
Normalt er næsten gratis.
Selv når normalt er virkeligt smertefuldt.

Se dig omkring. Kig på dig selv.
Hvor meget ubehag og smerte er en del af dit liv lige nu? Hvor stor en del af det arbejder du aktivt på at løse?
Jeg taler hver eneste dag med mennesker, som i årevis har båret rundt på bl.a. :

  • Invaliderende social angst, som forhindrer 70,80,90% social aktivitet.
  • Bidende lavt selvværd, som står i vejen for gode relationer, jobmuligheder, indtægt, fritidsinteresser, m. v..
  • Jalousi, som har spærret både partner og børn inde i et jerngreb.
og som siger udadtil og hvad værre er: tænker INDADTIL “Jeg har det fint!”.

Helt enkelt fordi skalaen for “at have det fint” er rykket helt i bund.
Standarden er sænket.
Håbet er næsten slukket.
Afmagt er blevet en del af dit liv.
Og du får det bedste ud af det.

Men. Du har det IKKE skide fint.
Måske du faktisk har det elendigt.

Det kan godt være, at du nu er kommet helt op på tæerne, føler dig angrebet og vil sige “det er nemt for dig at sige, jeg har jo prøvet alt! “.
Og jeg er fuldstændigt med på, at løsningerne ikke altid hænger på træerne og at livet virkeligt kan banke os helt i bund.
Men jeg ved også, at vi pga. vores design som mennesker ALTID vil have en tendens og motivation til:
  • At lytte til vores NUVÆRENDE tanker.
  • At navigere udefra vores NUVÆRENDE følelser.
  • At have MODSTAND MOD forandring, selv når det gør ondt, hvor vi er lige nu.
Det er nemlig sådan vi er designet – vores autopilot vil altid forsøge at holde os tilbage fra at træde ud på nyt territorie – der, hvor løsningen findes.
Hvis løsningen eksisterede i din komfortzone, så havde du nemlig fundet den for lang tid siden.

Den bitre sandhed er, at vi ofte forlanger mere af vores barn, som går i 1. klasse end af os selv. Hvis vi stillede de samme krav til os selv, som til vores børn, så ville vi hver eneste dag være nødsaget til at:

  • Ignorere nuværende tanker
  • Ignorere nuværende følelser
  • Bruge ekstra energi
  • Komme ud af komfortzonen
Når dit barn eller barnebarn er frustreret eller beklager sig over det, som han endnu ikke har lært, så vil du med stor sandsynlighed sige
“du skal kravle før du kan gå” aka
“det du oplever er en helt naturlig del af din udviklings- og læringsproces”.

Vi forlanger og forventer af børn, at de skal holde ubehaget og besværet ved de ting, som de skal lære ud. Med rette. For det er NØDVENDIGT for at kunne lære nyt.

Men hvad med os selv?
Hvor mange reelle og konkrete tiltag har du sat i gang og været vedholdende med ift. at få løst dit problem?
Hvor meget ubehag ved det nye, har du været villig til at møde og udholde?
Hvor meget gammelt har du accepteret at slippe og hvor meget nyt har du været villig til at lære?
Hvornår blev det nemmere at leve med smerten og vanskelighederne, fordi “Jeg har det fint”, “Der er alligevel heller ikke noget som virker” end at gå ud på ukendt terræn og fortsætte din læring?

Jeg forstår, at der ER situationer, hvor du må acceptere og få det bedste ud af det som er. Og der ER situationer, hvor du bare bliver nødt til at tage en pause fra at forsøge.
Men jeg arbejder med forandring, fordi jeg tror på den, er medskaber på den og ser den SKE hver eneste dag!
Jeg ser, at mennesker KAN forandre dybe problemer, der har siddet i klemme i 10, 20, 30, 40 år!

Og jeg ved, hvad det kræver.
Mennesker, som er gode til forandring har en bestemt ting til fælles: de vælger at gå igennem ubehaget. De beslutter sig for, at de tanker og følelser, som de har lige nu IKKE skal definere deres fremtid. De bliver ved med at søge løsninger, selvom de allerede har prøvet meget.

De mennesker, jeg arbejder med, har som regel prøvet “det hele og lidt til” med kun lille eller ingen effekt. De er som regel blevet klogere og yderst reflekterende i deres forsøgsarbejde.
Men deres indre sidder stadig i klemme.
Og de er PARATE til at bruge energi, læring og ressourcer på deres forandring.
De forstår, at de ikke “har det fint” og at “FINT” findes udenfor deres komfortzone.