Det er ikke alle, som sidder fast i ulykkelige parforhold!

Det er ikke alle, som sidder fast i ulykkelige parforhold! Okay, lad mig sige det uden omsvøb: hvis du er i en negativ, smertefuld, ulykkelig relation – så bør du lige nu tage blikket væk fra din partner og rette det indad i dig selv.
Du er et frit menneske, ingen har tvangsindlagt dig til at være sammen med din partner, du har truffet et valg og kan gøre det igen. Ingen tvinger dig til at blive i smerten, ingen holder dig tilbage fra at sige “nej” og gå væk fra flere mentale, følelsesmæssige og måske også fysiske lussinger.

Lige såvel er der ingen, der har fortjent, at du råber af dem, mister snøvsen og skriger dem ind i hovedet eller bliver fysisk med dem. Ligesom ingen selv er ude om, at du lyver overfor dem, snyder dem, manipulerer med dem, forkertgør dem, opdrager på dem, gør dem til dit projekt eller psyker dem på plads ved at du trækker sur-, fornærmet- eller såretkortet.

Så hvorfor er du i det?

Hvorfor bliver du i det?

Hvordan er du endt der, hvor du finder dig i, og/eller giver din partner alle disse problemer?

Når du selv bærer på et traumatiseret, umodent følelsessystem vil du ubevidst snuse mennesker op, som vil matche dig i dine kærlighedsmønstre – mennesker du kan “lege kærlighed med” på den måde, som du nu engang har lært det. Det betyder ikke, at der ER kærlighed – det betyder blot, at det er mønstre du genkender fra din tidlige prægning med dine primære omsorgsgivere og som du derfor forbinder med kærlighed. Uanset om det opfylder dig – uanset om det gør dig ondt eller godt.

Der findes mange forskellige scenarier, som kærlighed kan skævvrides i – her iblandt ofte disse:

  • Symbiotisk kærlighedsrelation: du slipper dig selv totalt og forsvinder ind i den anden – bliver derefter ensom, trist, irriteret og skaber drama med håb om at blive “reddet tilbage” i din partners favn. Din partner bliver ligesom en mor, der skal rumme din nedsmeltning og testes på sin kærlighed til dig ved at trække dig tilbage i sin favn.

  • “Kærlighed er krig” relationen: du føler masser af gnister og passion, konflikterne driver dit forhold som aldrig bliver “kedeligt”, trygt og fredfyldt. Du bliver nærmest besat af din partner og er sikker på, at i er soulmates. Lige så tæt du føler dig forbundet, ligeså ensom, bange og usikker er du.

  • “Bamsetryghed”: du finder en partner, som du kan regne 100% med. Alt andet er ligegyldigt. Du indordner og tilpasser dig næsten alt – for du er hundeangst for at være alene. Der er konflikter, for i kan være meget forskellige, men du hæger dig fast og giver først slip, hvis du kan gå direkte videre til en anden.
Der findes mange andre spil – men fælles for alle disse måder at indgå i en relation på er, at selvom det kan virke forførende, “meant to be” og “soulmate” – agtigt, så er det i virkelighed gamle traumatiske og dysfunktionelle mønstre, der siver igennem dit nuværende liv og genafspilles i et nyt setting.

Du vil føle, at du er SÅ tæt på at få dine dybeste behov opfyldt. Disse traumerelationer klinger så dybt i din allertidligste historie om kærlighed, dine inderste længsler og højeste forhåbninger – og ydmygelserne, afvisningerne, konflikterne, kulden og smerten er inde i dig naturlige dele af din “kærlighedshistorie”. Så i stedet for at læse dem som de advarselsskilte de er, så accepterer du dem – ja, måske du endda tolker dem som positive tegn på, at “nu har du fundet den helt rette”.

Og så kommer konflikterne.

Og så begynder du at analysere.

Og måske det er rigtigt nemt at tabe dig selv i alt det, der er “galt” hos din partner. Gabet mellem den han var, da du mødte ham og den han er nu. Skuffelsen over alt det du troede han ville være for dig – og det han er nu. Irritationen over ikke at blive set, hørt og mødt som du virkelig ønsker.
Frustrationen over alt det du har fortalt ham, som han ikke handler på.

Hvis du tænker:

“Hvis han bare kunne lære, at tale om sine følelser”.

“Er det forkert af mig at forvente, at han bare ind imellem tager initiativ til at vi laver noget sammen?”.

“Han hakker konstant på mig – intet af det jeg gør er nogensinde nok. Jeg synes virkelig, at jeg gør alt for at gøre ham tilfreds”.

“Jeg har sagt til ham, at jeg ikke vil finde mig i hans humørudsving – men han bliver ved med at psyke mig med hans humør”.

så fastholder du dig selv i problemet ved at fokuserer på den anden “som problemet”. Sålænge du kun har fokus på din partners andel – sålænge er du ude af dig selv, ude af stand til at foretage dig noget selv, ufri og bundet til smerten.

Det er aldrig den andens ansvar at mærke dig, forstå dine behov og omsætte dem til handlinger, som opfylder dig.

Det er dit.

Hvis du ikke længere vil være i et ulykkelig forhold – så gå i gang med at ændre det du har ret til og handlefrihed til at ændre: dig selv.

Det der virkelig betyder noget det er, at du forlader de gamle, negative kærlighedsmønstre INDE i dig.

Når du ændrer din kærlighedsstruktur inde i dig, så vil du aldrig kunne sidde fast i ulykkelig kærlighed mere. Uanset om du har en partner eller ej.

Tag blikket væk fra det ydre og ret det ind i dig selv.