Hvordan er din indre selv snak?

Hvordan er din indre selv snak? 

Måske du ikke lige har tænkt over det i et stykke tid – for din indre snak er jo “dig”.
Men du kan helt sikkert mærke konsekvensen af den måde du taler til dig selv på.
Når du roser, anerkender dig selv, opmuntrer dig selv til at finde løsninger og måske endda også jubler over dig selv ind imellem – så vil dit system straks belønne dig med mere positive følelser, større afslappethed, energi og overskud til dagens opgaver.

Hvis din selv snak er blevet knapt så pæn, hvis du kritiserer dig selv, bebrejder dig selv, bekymrer dig selv og presser dig selv, ja, så vil du kunne mærke det ved et øget fysisk, mentalt og følelsesmæssigt negativt spændingsniveau. Det vil du kunne mærke som spændinger, stress, øget puls, smerter, angst, indre uro, tristhed… du kender helt sikkert dit eget reaktionsmønster, ikke?

Hvis du er inde i en mere udfordrende eller problemfyldt periode i dit liv – så er det selvfølgeligt meget naturligt, at dine tanker vil bære præg af større agtpågivenhed og i denne periode også være mere negativt ladede. Det er naturligt og en del af et sundt beredskab.
Men det er vigtigt, at du er OBS på din tankeaktivitet efter sådan en periode – for nu skulle du gerne begynde, at vende tankerne imod de mere positive ting igen.

Hvis dette ikke sker automatisk, så vil jeg anbefale dig at gøre noget aktivt ved det.
Hvis din “positive tankemuskulatur” er klasket sammen, fordi du ikke har brugt den i en periode, så skal du til at genoptræne den –
og her kan du i princippet give den gas på alle pedaler:

  • Se, hør og læs positive ting
  • Opsøg dine mest overskudsagtige og glade venner og hæng ud med dem.
  • Lav et ekstra mentalt loop på ALT hvad du oplever, der er positivt i din hverdag (erkend at det er positivt og gentag tanken).
  • Brug kroppen, som du gør når du er glad (dans, syng, hop rundt, kild din kone/mand).
  • Sæt blot 5 minutter af hver dag til at skrive ned, hvad du værdsætter ved dig selv og er mest taknemmelig for ved at være dig.

Dette er blot et lille udsnit af alle de ting, som du selv kan gå i gang med at gøre LIGE NU.