siger hun samtidigt med, at hun smiler bredt til mig.

Kvinden overfor mig er sådan en, som klarer det hele og lidt til. Stærk, dygtig og fyldt med gode intentioner og blækspruttearme, der er fantastiske til at ordne andres problemer og give andre omsorg og opbakning.

Men når det kommer til hende selv – ja, så er hun egentligt temmeligt udmattet og faktisk også nedtrykt.

Hvor andre ser en kvinde, der kan klare alt oplever hun irritation over ikke at få sagt fra. Fordi “det er jo så nemt for mig lige at…”.

Hvor andre oplever en glad og selvsikker kvinde, der på ingen måde er bange for at være synlig og udadvendt, kæmper hun med bekymringer om, hvad andre tænker, selvkritik og følelsen af aldrig helt at slå til og blive tilfreds.

Så når hun nu sidder overfor mig og måske for første gang fortæller, hvordan det inderst inde er at være hende – så føles det både uvant og grænseoverskridende. Det er naturligvis ret provokerende at skulle række hånden ud og bede om hjælp – specielt for hende, som altid hjælper de andre.

Men det er også spændende og håbefuldt. For hun har truffet en beslutning om, at hendes liv også skal have plads til hende. Hun har fundet ud af med sig selv, at tiden er kommet til at give sig selv opmærksomhed, omsorg og kærlighed. Derfor er hun parat til langt om længe at prioritere og investere i sig selv.

Ikke med søde chokolade- og wellnesspauser men med en dybdegående oprydning i de mest smertefulde, problematiske og inderste dele af hende.

“Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var rigtig glad…” er hendes wakeup call.

Ligesom denne kvinde har du kun dette ene liv.

Kan du huske, hvornår du sidst har været rigtig glad?